Børneopsparing
Gennemgang af reglerne for børneopsparing
Guide til at finde den bedste børneopsparing til dit barn
Værd at vide om udbetaling af børneopsparingen
En børneopsparing kan være med til at give dit barn, barnebarn eller oldebarn en god start på voksenlivet. Opsparingen kan f.eks. gå til depositum til en lejebolig, kørekort og / eller møbler til studieboligen.
I denne guide kan du læse alt om, hvad der definerer en børneopsparing, hvilke fordele der er ved denne type opsparing, hvilke regler der gælder, og hvordan du opretter en børneopsparing.
Hvad er en børneopsparing?
En børneopsparing er en opsparingskonto, som du kan oprette til dit barn, barnebarn eller oldebarn. Opsparingen kan oprettes, så snart barnet er født.
Børneopsparingen skal ses som en hjælpende hånd, der muliggør, at den unge kan klare sig økonomisk, når vedkommende bliver myndig og skal flyve fra reden.
En børneopsparing kan tidligst hæves, når barnet fylder 14 år, og senest når den unge fylder 21 år.
Børneopsparing regler
Ønsker du som forælder, bedsteforælder, oldeforælder eller værge at oprette en børneopsparing til et barn, er der nogle regler, du skal være bekendt med og overholde.
Reglerne definerer, hvor mange børneopsparinger der må oprettes til hvert barn, hvor mange penge der må indbetales på kontoen om året, hvor lang bindingsperioden er m.v.
I de følgende afsnit vil vi gennemgå de fire mest centrale regler vedr. børneopsparing.
#1 Én børneopsparing pr. barn
Første regel er, at der kun må oprettes én børneopsparing pr. barn. Personen, der opretter opsparingskontoen, skal skrive under på, at der ikke er oprettet en opsparingskonto til barnet i andre pengeinstitutter.
Såfremt der oprettes to eller flere konti til barnet, vil det kun være den konto, der er oprettet først, der har skattemæssig gyldighed.
Der er kun én, der kan oprette en børneopsparing til barnet, men både forældre, bedsteforældre, oldeforældre og værger vil kunne indbetale penge til kontoen.
#2 Der kan indbetales op til 6.000 kr. om året
Der er også regler for, hvor mange penge man må indskyde på en børneopsparing om året. I 2018 blev indbetalingsgrænsen hævet fra 3.000 til 6.000 kr. om året.
I dag er det derfor muligt at indbetale op til 6.000 kr. om året og maksimalt 72.000 kr. i hele perioden.
Såfremt beløbsgrænserne på henholdsvis 6.000 kr. og 72.000 kr. overskrides, vil det overskydende beløb som hovedregel blive sat ind på en almindelig bankkonto tilhørende barnet.
#3 Bindingsperioden er min. 7 år
Som opretter af en børneopsparing skal du fastsætte en bindingsperiode, der skal lyde på mindst 7 år. Det er ikke muligt at forkorte bindingsperioden, men den kan godt forlænges.
Det er ikke muligt at hæve i bindingsperioden, og pengene er som minimum bundet, til at barnet fylder 14 år, som er det tidligste tidspunkt, hvor børneopsparingen kan hæves.
#4 Forældre, bedsteforældre, oldeforældre og værger kan oprette en børneopsparing
Du skal enten være forælder, værge, bedsteforælder eller oldeforælder til barnet for at oprette en børneopsparing til ham eller hende. Alle disse parter kan indbetale til opsparingen.
Det er ofte et krav, at personen, der opretter børneopsparingen, er kunde i samme bank som barnet. For at kunne oprette et barn som kunde i banken skal du være enten forælder eller værge.
Guide til at oprette en børneopsparing i en dansk bank
Det er lige så simpelt at oprette en børneopsparing, som det er at oprette en hvilken som helst anden opsparing i banken. Du skal blot følge de trin, vi gennemgår nedenfor.
Sådan opretter du en børneopsparing:
- Sørg for, at både du og barnet er kunde i den samme bank
- Ret henvendelse til banken og tilkendegiv dit ønske om at lave en opsparing til dit barn
- Udfyld en formular og underskriv dokumenterne for at gøre aftalen endelig
- Din bankrådgiver opretter en børneopsparing – det tager typisk et par dage
- Overvej om midlerne skal investeres
- Begynd at indbetale penge til opsparingskontoen – max 6.000 kr. om året
Tip: Sæt indbetalingerne til børneopsparingen på autopilot ved at oprette en fast overførsel hver måned eller hvert år.
Børneopsparingen kan trække renter eller investeres
Du kan som nævnt max indbetale 72.000 kr. til en børneopsparing i hele opsparingsperioden, men det betyder ikke, at det samlede beløb ikke kan overstige 72.000 kr.
Opsparingen kan potentielt blive større, hvis midlerne placeres på en opsparingskonto med positive renter, eller hvis midlerne investeres i f.eks. aktier eller investeringsforeninger.
Investering i aktier og investeringsforeninger kan give et højere afkast, men det er samtidig forbundet med højere risiko. Sørg derfor for at definere din risikoprofil.
Afkast og renter er skattefrie på en børneopsparing
En af de helt store fordele ved en børneopsparing er, at såvel renter som afkast er skattefrie i hele opsparingsperioden. Hverken du eller dit barn vil dermed blive beskattet af fortjenesten.
Den bedste børneopsparing
Det er som nævnt kun muligt at oprette én børneopsparing pr. barn. Af følgende grund bør du overveje nøje, hvor du opretter opsparingen, og hvilke vilkår du går med til.
For at finde den bedste børneopsparing vil du med fordel kunne indhente tilbud fra flere banker. Det er nemlig meget forskelligt, hvor gunstige vilkår bankerne kan tilbyde.
Skal opsparingen stå kontant i stedet for at blive investeret, handler det om at undersøge, hvilken af de danske banker der tilbyder den bedste rente.
I øjeblikket lyder renten på børneopsparingskonti på mellem 0,75 og 2,50 % alt efter valg af bank. Sambla hjælper dig gerne med at finde den bedste bank, hvis du har svært ved at få overblikket.
Udbetaling af børneopsparing
En børneopsparing kan tidligst udbetales, når barnet fylder 14 år, men de fleste vælger, at børneopsparingen først skal kunne hæves, når barnet er 18-21 år gammelt.
Udbetalingen af børneopsparingen foregår typisk ved, at banken opretter en almindelig opsparingskonto, som pengene overføres til. Herfra har den unge fuld råderet over midlerne.
Hvis barnet ikke er myndigt på udbetalingstidspunktet, vil det være forældrene eller værgerne, der disponerer over udbetalingen.