Fast eller variabel rente?
Forklaring af forskellen på en fast og variabel rente
Gennemgang af fordele og ulemper ved lån med fast og variabel rente
Tips til at vælge den rette renteform
Ved optagelse af et større lån såsom et realkreditlån, et boliglån eller et billån har du ofte mulighed for at vælge, om du ønsker et lån med en fast eller variabel rente.
For at vælge den rigtige renteform blandt disse to skal du overveje og tage stilling til, hvor risikovillig du er, og hvor robust din privatøkonomi er, samt tage højde for fordelene og ulemperne.
I denne guide vil du blive præsenteret for alle de væsentlige fordele og ulemper ved henholdsvis et lån med en fast rente og et lån med en variabel rente.
Fordele og ulemper ved en fast rente
Et lån med en fast rente er kendetegnet ved, at lånets rente er den samme i hele låneperioden. Dit lån vil derfor hverken blive påvirket i den ene eller anden retning, hvis markedsrenten ændrer sig.
Der er både fordele og ulemper ved et fastforrentet lån, og disse vil vi komme omkring nedenfor.
Fordele ved den faste rente
Her er fordelene ved et fastforrentet lån:
- Økonomisk sikkerhed – En fast rente giver økonomisk sikkerhed og sikrer en tryg nattesøvn hver dag, idet renten er fast, og du derfor kender dine månedlige udgifter på forhånd.
- God friværdibeskyttelse – En anden fordel ved den faste rente er, at du får den bedste friværdibeskyttelse ved rentestigninger. Stiger renten, vil restgældens værdi nemlig typisk falde, hvilket f.eks. er en fordel, hvis du står over for at ville sælge din bolig.
- Gode muligheder for økonomiplanlægning – Da du kender renten og den månedlige ydelse i hele lånets løbetid, vil du lettere kunne planlægge din økonomi for fremtiden. Du vil f.eks. kunne tage stilling til, om der er råderum til at købe en bil eller bestille en rejse.
- Lavere bidrag– Bidraget er pt. lavere på lån med fast rente end på lån med variabel rente, og der er dermed udsigt til en besparelse.
Ulemper ved den faste rente
Her er ulemperne ved et fastforrentet lån:
- Højere rente i starten – Den største ulempe ved at optage et fastforrentet lån er, at startrenten som regel er højere end ved et tilsvarende lån med en variabel rente. Den højere startrente er prisen, du betaler for at kende renten i hele lånets løbetid og dermed få økonomisk sikkerhed.
- Ingen besparelser ifm. et rentefald – En anden ulempe er, at du ikke vil kunne drage fordel af et rentefald, da renten på dit lån er fast i hele lånets løbetid.
Fordele og ulemper ved en variabel rente
Et lån med en variabel rente er, som det ligger i ordene, et lån, hvor renten kan variere i lånets løbetid. Den variable rente følger markedsrentens udvikling og vil derfor kunne gå både op og ned.
Ligesom det gør sig gældende for fastforrentede lån, så er der også en række fordele og ulemper ved den variable rente. Mere om dette herunder.
Fordele ved den variable rente
Her er fordelene ved et lån med variabel rente:
- Startrenten er typisk lav – Der kan være penge at spare med et lån med en variabel rente, idet startrenten og ydelsen typisk er lav.
- Du kan drage nytte af rentefald – Du kan som låntager se frem til, at dit lån bliver billigere, hvis markedsrenten falder i perioden, hvor du betaler af på lånet.
Ulemper ved den variable rente
Her er ulemperne ved et lån med variabel rente:
- Du betaler mere i bidrag – Du betaler på nuværende tidspunkt mere i bidrag, når du optager et lån med en variabel rente sammenlignet med en fast rente, hvilket får dine låneomkostninger til at stige.
- Dit lån bliver dyrere ved en rentestigning – Dine låneomkostninger stiger, hvis markedsrenten stiger, og det kan have store konsekvenser, hvis din privatøkonomi ikke er rustet til det.
- Mindre økonomisk forudsigelighed – Du får mindre økonomisk forudsigelighed og sikkerhed, når du optager et lån med en variabel rente, da du ikke kender dine låneudgifter og dermed rådighedsbeløb i fremtiden.
Så skal jeg vælge fast eller variabel rente?
Som du har kunne læse ovenfor, så er der fordele og ulemper ved henholdsvis den faste og den variable rente, og den ene renteform er objektivt set ikke bedre end den anden.
Du kan med fordel søge uvildig finansiel rådgivning, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal vælge et fastforrentet lån eller et lån med en variabel rente.
Ved at svare på disse spørgsmål kan du også forsøge at snævre dig ind på den rigtige løsning:
- Vil du kunne slappe af helt nede i maven gennem hele lånets løbetid, hvis du ikke ved, hvordan renten og dermed dine låneomkostninger kommer til at udvikle sig? Ellers skal du formentlig vælge et fastforrentet lån.
- Tror du, at renten kommer til at falde i de kommende år? Så kan et lån med en variabel rente være en ideel løsning.
- Hvor lang er din tidshorisont? Hvis du skal låne penge til en bolig, som du kun vil blive boende i, i en håndfuld år, kan du muligvis drage nytte af et lån med en variabel rente, eksempelvis et F5-lån. Ved en længere tidshorisont kan den ideelle renteform være en anden.