Ejerpantebrev
Vejledning i at oprette og tinglyse ejerpantebreve
Oversigt med udgifter til et ejerpantebrev
Stort overblik over fordelene og mulighederne
Ejerpantebrev er et begreb, som de fleste boligejere er bekendt med. Et ejerpantebrev er nemlig et dokument, der kan bruges af en boligejer til at stille sikkerhed for et lån.
Ønsker du at låne penge, og skal der stilles sikkerhed for lånet? Og ønsker du derfor at vide mere om, hvad et ejerpantebrev er, og hvordan det oprettes, så læs med i guiden.
Vi vil bl.a. komme omkring, hvilke fordele der er ved at oprette et ejerpantebrev, hvordan det tinglyses og meget mere.
Hvad er et ejerpantebrev?
Et ejerpantebrev er, som ordet antyder, en form for pantebrev, der oprettes og anvendes af en ejer af en fast ejendom eller andelsbolig.
I praksis er et ejerpantebrev et dokument, hvor du som ejer fremgår som både debitor og kreditor samt panthaver og pantsætter. Du erklærer dermed, at du har krav mod dig selv.
Som ejer af ejerpantebrevet kan du vælge at overdrage det til en anden part. Du kan f.eks. overdrage det til din bank, hvis banken kræver, at du stiller sikkerhed for et lån.
For at kunne overdrage rettighederne, skal der ske en underpantsætning af ejerpantebrevet. Det kan du læse mere om i næste afsnit.
Underpant i ejerpantebrev
Det er meget almindeligt, at der kræves sikkerhedsstillelse fra bankens side, når du vil låne penge til eksempelvis en ny bil, et nyt køkken eller en renovering.
Som boligejer kan du låne penge med sikkerhed i din ejendom ved at give banken eller anden låneudbyder underpanteret i dit ejerpantebrev.
At banken får underpanteret i ejerpantebrevet vil i praksis sige, at banken kan gøre krav på, at ejendommen skal sælges, hvis du ikke kan betale dit lån tilbage.
Banken vil fremgå som underpanthaver i ejerpantebrevet, indtil gælden er betalt ud.
Bankens underpant i ejerpantebrevet skal aflyses, når du har indfriet din gæld
Hvis du har valgt at stifte underpant i dit ejerpantebrev for at kunne få bevilget et lån i banken, og nu har betalt din gæld ud, skal underpanten i ejerpantebrevet aflyses.
Når underpanten aflyses, har banken ikke længere sikkerhed i din ejendom, idet du ikke længere skylder dem penge.
Det er bankens opgave at slette deres underpant, men som ejer af et ejerpantebrev bør du tjekke op på, at det er gjort. Der kan nemlig ske forglemmelser.
Fordelene ved at oprette et ejerpantebrev
Der er en række fordele ved at oprette et ejerpantebrev, hvis man ejer en fast ejendom. De mest nævneværdige fordele består af følgende:
- Det samme pantebrev kan bruges flere gange – En af de store fordele ved et ejerpantebrev sammenlignet med et almindeligt pantebrev er, at du kan bruge pantebrevet igen og igen. Du slipper dermed for at skulle oprette et nyt pantebrev, hver gang du skal optage et nyt lån.
- Det bliver lettere og billigere at få bevilget et lån – Som ejer af et ejerpantebrev vil du have mulighed for at stille sikkerhed i din faste ejendom, og dette bliver tilgodeset af de danske banker ifm. en lånesituation. Med sikkerhedsstillelse bliver det lettere og billigere at låne penge i banken.
- Det er fleksibelt – Slutteligt er et ejerpantebrev meget fleksibelt. Du kan som ejer selv bestemme størrelsen på pantebrevet, og du kan frit stille sikkerhed i din ejendom inden for den fastsatte ramme.
Ejerpantebrev i bil er også en mulighed
Ejerpantebreve bruges primært af danskere, der enten har fast ejendom eller andelsbolig. Det kan dog også bruges af bilejere som sikkerhedsstillelse for et lån.
Ejer du en bil med friværdi i, vil du kunne stille sikkerhed med et ejerpantebrev. Det kan f.eks. være belejligt, hvis du vil låne penge til en trailer, campingvogn e.l.
Et ejerpantebrev er først gyldigt, når det er tinglyst
Et ejerpantebrev er, på samme måde som andre pantebreve, først gyldigt, når det er blevet tinglyst. Tinglyses dokumentet ikke, vil det være ugyldigt.
Indtil d. 8. september 2009 var det almindeligt, at ejerpantebreve var fysiske, men siden denne dato har det været et krav, at ejerpantebreve skal være digitale. I september 2009 trådte de nye regler ang. tinglysning i tingbogen nemlig i kraft.
Du tinglyser et ejerpantebrev ved at gøre følgende:
- Klik dig ind på Tinglysning.dk
- Klik på Tinglysning m.v.
- Log ind med MitID
- Udfyld et tinglysningsdokument
- Indsend dokumentet og afvent behandling
- Du modtager en besked fra Tinglysningsretten, når ejerpantebrevet er blevet tinglyst
Behandlingstiden er få dage.
Prisen for udarbejdelse og tinglysning af et ejerpantebrev
Der er udgifter forbundet med at udarbejde og tinglyse et ejerpantebrev. De samlede udgifter kan variere fra sag til sag, men nogle af udgifterne er fastbestemte.
Du vil i princippet selv kunne oprette og udarbejde ejerpantebrevet. I dette tilfælde vil du ikke betale andet end din egen tid for selve oprettelsen og udarbejdelsen. Det kan dog være en god idé at få hjælp fra en advokat eller en anden ekspert på området.
Der er til gengæld nogle obligatoriske udgifter forbundet med tinglysningen af et ejerpantebrev. Der skal betales en tinglysningsafgift til det offentlige bestående af følgende:
- Et fast beløb på 1.825 kr.
- Et variabelt beløb på 1,45 % af ejerpantebrevets størrelse
Eksempel: Hvis det pantsikrede beløb er 100.000 kr., vil der skulle betales 3.275 kr. i tinglysningsafgift i alt, idet du betaler 1,45 % af 100.000 kr. og 1.825 kr. som et fast beløb.
Er et ejerpantebrev obligatorisk?
Nej, det er hverken obligatorisk eller lovpligtigt at oprette et ejerpantebrev.
Det kan dog være et ufravigeligt krav fra banken, hvis banken kun ønsker at bevilge et lån til dig, hvis du kan stille sikkerhed i en fast ejendom.
Du bør derfor gøre op med dig selv, om du ønsker at oprette et ejerpantebrev. Søg evt. juridisk rådgivning, hvis du er i tvivl.
Overdragelse af ejerpantebrev ved boligsalg
Har du et gyldigt ejerpantebrev i dit hus, og står du over for at skulle sælge huset, vil du kunne overdrage ejerpantebrevet til de nye ejere.
Der gælder følgende regler og vilkår ifm. overdragelse af et ejerpantebrev ved boligsalg:
- Begge parter, såvel køber som sælger, skal skrive under på, at der foretages et kreditor- og debitorskifte
- Der skal laves en påtegning på pantebrevet (koster et gebyr)
- Ejerpantebrevet skal tinglyses af de nyere ejere